Statsministeren: EU-afstemning handler om værdier – ikke missioner

    Ifølge statsminister Mette Frederiksen (S) handler den kommende afstemning om det danske forsvarsforbehold om værdier og ikke om muligheden for at deltage i konkrete missioner.

    – Det handler ikke om det konkrete. Det er en værdi, siger statsministeren tirsdag aften ved en tv-debat på TV 2.

    Emnet for debatten er den aftale om forsvars- og sikkerhedspolitik, som regeringen og fire andre partier indgik søndag aften.

    Også partilederne fra Venstre og Konservative beskriver valget som et til- eller fravalg af det kollektive forsvar i Europa og Vesten.

    – Lad os melde os fuldt og helt ind i den frie verden, siger Søren Pape Poulsen fra De Konservative.

    Også Venstres Jakob Ellemann-Jensen taler om at “stemple ind” i “et Europa, der er ændret.”

    Ved debattens start blev Folketingets 13 partier bedt om at markere, hvem der ville beholde forbeholdet. Det vil tre partier: Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.

    Her argumenterer Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, for, at forbeholdet er en garanti mod en EU-hær.

    Frygten for en potentiel EU-hær bliver også brugt som argument af Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen:

    – Der er ingen tvivl om, at det er der en del af EU-toppen, der drømmer om, siger hun.

    – Vi skræmmer ikke krigsforbryderen Putin, ved at Danmark afskaffer sit forsvarsforbehold.

    Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, angriber partierne bag afstemningen for at ville forsøge at koble afstemningen sammen med Ruslands invasion i Ukraine.

    Selv om de to ting, ifølge Pernille Vermund, ikke har noget med hinanden at gøre.

    – Alle siger, at det har ikke noget med Ukraine at gøre. Hvorfor gøre det nu, spørger hun partierne bag.

    – Hvorfor skabe en splid i Danmark?

    De fem partier bag aftalen er Socialdemokratiet, Venstre, SF, De Radikale og De Konservative. De anbefaler alle at afskaffe forbeholdet.

    Det samme gør Liberal Alliance, Frie Grønne, Alternativet, Kristendemokraterne og Moderaterne.

    /ritzau/