HK Privat stævner Novozymes for at underbetale kvinder

    Fagforbundet HK stævner den danske biotechvirksomhed Novozymes, som HK mener systematisk underbetaler sine kvindelige laboranter.

    Det skriver Finans tirsdag.

    Ifølge HK har virksomheden en gruppe på cirka 450 laboranter, som hovedsageligt består af kvinder.

    I gennemsnit får de 12 procent mindre i løn end virksomhedens teknikere, som hovedsageligt er mænd.

    Ifølge HK Privat udfører de to medarbejdergrupper arbejde “til samme værdi”.

    Er det tilfældet, skal de have det samme i løn. Det står i ligelønsloven fra 1976, som bygger på EU’s ligelønsdirektiv fra 1975.

    Formand i HK Privat Simon Tøgern siger, at sagen bliver indbragt for retten, efter at fagforbundet er blevet trætte af at rende hovedet mod en mur for at få Novozymes til at løse problemet.

    – Vi har mistet tålmodigheden. Novozymes er jo ellers en af landets største og mest hypede virksomheder, der plejer at gøre en dyd ud af at have styr på alt muligt, og som vi ikke normalt har sager med.

    – Derfor havde vores tillidsrepræsentanter troet, at sagen selvfølgelig ville blive løst. Men Novozymes har ikke lavet andet end at trække sagen i langdrag, siger han til Finans.

    Både laborant- og procesteknologuddannelsen er korte videregående uddannelser, om end sidstnævnte er lidt kortere og giver færre ECTS-point.

    Ifølge HK er laboranterne primært involveret i den indledende fase af produktudvikling, mens teknikerne i højere grad arbejder med, hvordan produktionen kan skaleres op.

    Novozymes-direktør Morten Enggaard Rasmussen skriver i et svar til Jyllands-Posten, at sagen ikke har gang på jord.

    – I den pågældende sag, som HK har rejst ved retten, sammenligner HK to forskellige personalegrupper med forskellige arbejdsopgaver, ansvar, kvalifikationer og uddannelsesmæssig baggrund, og derfor kan deres stillinger og løn ikke sammenlignes, skriver han.

    /ritzau/