Michelin lukker guidebogen for russiske restauranter

    Den anerkendte Michelin-guide har valgt at indstille alle sine aktiviteter med tilknytning til restauranter i Rusland.

    Det oplyser den franske madguide i en udtalelse fredag.

    Beslutningen er taget på grund af den russiske invasion af Ukraine.

    – På grund af den igangværende krises omfang har vi besluttet ikke at promovere Moskva som destination, lyder det.

    Michelin-guiden tilføjer, at information om restauranter i den russiske hovedstad ikke vil blive opdateret i år. Det lyder videre, at guidens “udviklingsprojekter i Rusland er blevet lagt på is for nu”.

    Michelin har også indstillet alle udgivelser om russiske restauranter på guidens sociale medier, hjemmeside og app.

    – Disse beslutninger skal på ingen måde sætte spørgsmålstegn ved det talent, som staben og kokkene på de 69 restauranter, som blev hyldet sidste oktober, besidder, tilføjer Michelin-guiden i sin udtalelse.

    Michelin-guiden står for at uddele de prestigefulde Michelin-stjerner. De er de vel nok mest eftertragtede udmærkelser inden for gastronomien.

    Man kan blive tildelt enten en, to eller tre stjerner. Tre stjerner uddeles kun til de allerbedste restauranter i verden. I Danmark har de københavnske restauranter Geranium og Noma begge tre stjerner.

    Rusland er på en lang række måder blevet frosset ud af Vesten. Det er sket, efter at russerne torsdag i sidste uge gik ind i nabolandet Ukraine.

    Fra politisk side har blandt andet EU og USA indført omfattende sanktioner. De har allerede ført til store økonomiske udfordringer i Rusland.

    Også i sportsverdenen har der været bredt oprør mod Rusland. Mange russiske hold og atleter er blevet udelukket fra internationale konkurrencer.

    /ritzau/AFP