Fordi Ukraine er et kernekraftland, er Beredskabsstyrelsen ekstra opmærksomme på strålingsniveauerne under krigen i landet.
Det fortæller Steen Nordstrøm, som er chef for Nukleart Beredskab i Beredskabsstyrelsen, efter at russiske styrker torsdag aften angreb og overtog landets største atomkraftværk Zaporizjzja.
– Det er klart, at vi har haft ekstra fokus på Ukraine, fordi det er et kernekraftland. Vi har fulgt rigtigt godt med siden krigens start, siger han.
– Vi skal kunne varsle, hvis der sker en ulykke. Men jeg vil understrege, at intet tyder på, at der skulle være sket skader på de seks atomreaktorer efter atomkraftværket i Zaporizjzja er blevet udsat for beskydning.
Hvis Beredskabsstyrelsen måler forhøjede strålingsniveauer, bliver der udsendt varsler til den danske befolkning.
Herefter bliver der udarbejdet spredningsprognoser, som følger, om strålingen kan ramme Danmark.
Hvis Danmark bliver berørt, vil den umiddelbare varsling være at gå indenfor og lytte til beredskabsmeddelelserne, fortæller Steen Nordstrøm.
Når man er indendørs, nedsætter det risikoen for at blive udsat for stråling.
– Man skal ikke være bekymret, men derimod tryg ved, at myndighederne har et meget skarpt øje på situationen. Det er ikke normalt med skyderier nær kernekraftværker, og det er derfor, vi holder ekstra øje, siger han.
Styrelsen holder altid øje med strålingsniveauerne.
Den foretager målinger i Danmark og Grønland og indhenter oplysninger om andre lande fra blandt andet Det Internationale Atomenergiagentur.
/ritzau/











