Forsker maner til ro: Atomkraftværker kan klare angreb

    Torsdag aften åbnede russiske styrker ild ved Europas største atomkraftværk i Ukraine.

    Selv om angrebet kan vække bekymring, skal man ikke få katastrofetanker. Som udgangspunkt er de ukrainske atomkraftværker nemlig modstandsdygtige, fastslår professor Bent Lauritzen.

    Bent Lauritzen er sektionsleder for strålingsfysik på DTU, Danmarks Tekniske Universitet.

    Ifølge Lauritzen er værkerne bygget med omfattende sikkerhedssystemer og er derfor rustede til at kunne klare angreb.

    – De har en væsentlig højere sikkerhed, end Tjernobyl havde. De har en reaktorindeslutning, som skal forhindre, at radioaktive stoffer slipper ud.

    – Værkerne er bygget til at kunne klare, at et mindre fly styrter ned i reaktoren, uden at det forårsager et radioaktivt udslip, siger Bent Lauritzen.

    /ritzau/