Efter mange måneder med fald steg ledigheden fra december til januar med 5000 personer til 76.800 personer.
Det svarer til 2,5 procent af arbejdsstyrken.
Stigningen er den første i mange måneder, men det kan der være tekniske årsager til.
På grund af den nye ferielovgivning holdt mange ledige ferie i december, og det har været medvirkende til at gøre december-tallene kunstigt lave.
Og så vurderer Sofie Holme Andersen, der er cheføkonom i Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd, at nedlukningerne i januar også spiller ind.
De er fortid nu, men så er der til gengæld en anden trussel mod økonomien, som kan spille ind i de kommende måneders ledighedstal.
– Økonomien og arbejdsmarkedet er fortsat i god gænge, men i den kommende tid kommer vi til at opleve økonomisk turbulens som følge af den russiske invasion af Ukraine, skriver hun i en kommentar.
/ritzau/











