Rapport: Kina bad Rusland vente med invasion til efter OL

    Højtstående kinesiske embedsmænd bad i begyndelsen af februar topembedsmænd i Rusland om ikke at invadere Ukraine, før vinter-OL i Beijing var slut.

    Det skriver avisen The New York Times, der citerer kilder i den amerikanske præsident Joe Bidens administration samt en europæisk embedsmand, der henviser til en vestlig efterretningsrapport.

    Ifølge The New York Times indikerer efterretningsrapporten, at kinesiske embedsmænd havde et vist kendskab til Ruslands planer eller intentioner om at invadere Ukraine, før den russiske præsident, Vladimir Putin, igangsatte invasionen i sidste uge.

    En kilde bekendt med sagen bekræfter over for nyhedsbureauet Reuters, at Kina bad Rusland om at vente til efter vinter-OL. Kilden afviser dog at give yderligere oplysninger på grund af sagens følsomme natur.

    Vinter-OL i den kinesiske hovedstad, Beijing, løb af stablen fra 4. til 20. februar. Rusland iværksatte sin invasion af Ukraine natten til torsdag den 24. februar.

    /ritzau/Reuters