Den strategisk vigtige by Kherson er faldet til Rusland

    Den strategisk vigtige havneby i Ukraine Kherson med omkring 330.000 indbyggere er faldet.

    Det oplyser borgmesteren i byen ifølge The New York Times.

    Kherson er den første større ukrainske by, som er faldet, siden Rusland iværksatte sin invasion af Ukraine natten til torsdag i sidste uge.

    Kherson ligger i den sydlige del af landet ved mundingen af Dnepr-floden, der deler Ukraine i to.

    Rusland hævdede allerede onsdag morgen, at landets soldater havde taget kontrol over byen.

    I første omgang blev det afvist af de ukrainske myndigheder, men få timer senere fortalte byens borgmester, Igor Kolykhajev, i et interview, at byen var omringet.

    Onsdag aften bekræfter borgmesteren, at byen er erobret af de russiske styrker.

    Det oplyser The New York Times-journalist Michael Schwirtz på Twitter.

    – Kherson er faldet til det russiske militær og er dermed den første større ukrainske by, der er kommet under russisk kontrol, siden invasionen begyndte i sidste uge, skriver han sent onsdag aften dansk tid.

    – Borgmesteren, Igor Kolykhajev, fortalte mig, at han i dag mødtes med den russiske militære leder, som planlægger at oprette en militær administration, skriver Michael Schwirtz videre.

    Khersons fald er markant, fordi det giver Rusland mulighed for at kontrollere mere af Ukraines sydlige kystlinje og presse på mod Odessa, som ligger længere mod vest langs kysten.

    Det skriver nyhedsbureauet NTB.

    /ritzau/