En global efterspørgsel på produkter, der kan hjælpe med at spare energi, har i 2021 hjulpet Danfoss til en række rekordresultater.
Det oplyser den danske industrikoncern onsdag i forbindelse med sit regnskab.
Samlet har Danfoss i 2021 omsat for 56,1 milliard kroner. Ud over at det er rekord, så er det en stigning på 29 procent i forhold til i 2020.
Stigningen er især drevet af en stor efterspørgsel på energieffektive produkter og løsninger.
Det større salg er medvirkende til at give Danfoss et overskud på 4,7 milliarder kroner i 2021. Det er ligeledes rekord og derudover 45 procent over året før.
– Vi har aldrig set bedre muligheder for Danfoss, siger Kim Fausing, koncernchef i Danfoss, i en pressemeddelelse.
– Det er vores ambition at være den førende teknologipartner for vores kunder i den grønne omstilling – ved at dekarbonisere gennem energieffektivitet, lavere emissioner og elektrificering.
– Den grønneste energi er jo den energi, som vi ikke bruger. Vores momentum afspejles tydeligt i vores årsresultater for 2021. Danfoss har leveret de bedste resultater i vores historie, og vi står i en stærk økonomisk position, siger han.
/ritzau/











