Flere danske virksomheder står klar til at ansætte ukrainere, der i øjeblikket er på flugt fra krigen i deres hjemland.
I en rundspørge har SMVdanmark spurgt sine medlemmer, om de kunne være interesserede i at finde job til ukrainske flygtninge, der ender i Danmark.
67 procent – eller to tredjedele – af de medlemmer, der mangler hænder, svarer, at de er positive overfor at ansætte en ukrainer.
1249 medlemmer har svaret på rundspørgen. SMVdanmark repræsenterer små og mellemstore firmaer. Det er eksempelvis frisører og håndværkere.
SMVdanmark skønner, at medlemmerne står klar til at beskæftige over 29.000 ukrainere.
I Danmark er man forberedt på at kunne modtage 20.000 ukrainere. Man er også klar til at skrue yderligere op og ned for kapaciteten, har udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) sagt.
I alt er 660.000 personer flygtet fra Ukraine, siden Rusland i sidste uge indledte en invasion af landet. Det oplyste FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, tirsdag.
Afgørende for deres fremtid bliver et EU-møde torsdag, hvor medlemslandene skal tage beslutning om en særlov – et såkaldt beskyttelsesdirektiv.
Vedtages det, vil det automatisk give ukrainere en række rettigheder i EU, uden at de behøver søge asyl.
Det gælder blandt andet retten til arbejde, bolig, skolegang og velfærdsydelser.
/ritzau/











