USA’s præsident Joe Biden brugte de første tolv minutter af nattens State of the Union på at tale om situationen i Ukraine.
Ifølge Anders Agner, USA-kender og chefredaktør på netmediet Kongressen.com var det den stærkeste del af den 60 minutter lange tale.
– Det var her, Biden virkelig brændte igennem, og det var her, han lykkedes med at vise, at han er en præsident, der har styr på den her situation og står i spidsen for det internationale modsvar på Putins aggression, siger han.
I løbet af den del af talen, der handlede om Ruslands invasion af Ukraine, nåede Joe Biden blandt andet at sige, at USA lukker sit luftrum for russiske fly, og at han vil beslaglægge russiske oligarkers yachter.
– Vi kommer efter jer og jeres ulovligt anskaffede værdier, sagde han og tilføjede, at USA vil samarbejde med Europa om at jage de russiske oligarker.
Mark Herron, der er ph.d. i retorik og forfatter til bogen “Præsidentens Ord”, siger, at det at tale direkte til russiske rigmænd er klassisk krigsretorik.
– Det er en ofte anvendt metode med, at man deler modstanderen op i forskellige grupperinger, og Biden taler meget om det ukrainske folk.
– For Biden handlede det om at finde balancen mellem at vise klar støtte til Nato-allierede og Ukraine, selv om at Biden har sagt, at der ikke er amerikanske soldater, der kommer til at gå ind i Ukraine, siger han.
/ritzau/











