Hverken Rusland eller Hviderusland kommer til at have hold med i Det Europæiske Håndboldforbunds (EHF) turneringer i den kommende periode.
Det har forbundet mandag slået fast i en meddelelse på sin hjemmeside.
Forbundets øverste organ, eksekutivkomitéen, har været samlet til et ekstraordinært møde, hvor beslutningen blev taget.
Dermed går håndboldsporten i fodsporene på blandt andet fodbolden. Tidligere mandag blev de russiske fodboldlandshold og fodboldklubber udelukket fra alle internationale turneringer.
EHF oplyser desuden, at dommere og andre kampledere fra Rusland også er suspenderet på ubestemt tid.
/ritzau/











