Sydkoreanere høster priser for optrædener i Netflix-hit

    Seertal afslørede mod slutningen af 2021, at den koreanske serie “Squid Game” var blandt de mest populære Netflix-produktioner nogensinde.

    111 millioner gik i gang med at se serien på under en måned.

    Skulle der alligevel herske tvivl om skuespilpræstationerne i hitserien, slår prisuddelingen Screen Actors Guild Awards (SAG) natten til mandag fast med syvtommersøm, at der er tale om kvalitet.

    Priserne for bedste mandlige og kvindelige præstationer i en dramaserie er nemlig blevet overrakt til skuespillere fra “Squid Game”.

    For bedste præstation af en mandlig skuespiller i en dramaserie fik sydkoreanske Jung-jae Lee overrakt sin første Actor nogensinde.

    Actor er navnet på statuetten, som vinderne får overrakt ved prisuddelingen.

    Hans tætte kollega og landsmand Hoyeon Jung fik ved samme lejlighed overrakt den tilsvarende pris for skuespillerinder – også får præstationen i “Squid Game”.

    /ritzau/