To brødre afhøres i belgisk antiterroraktion


    Belgisk politi har anholdt to mænd, som er mistænkt for at planlægge et angreb i Belgien. Det oplyser anklagemyndigheden ifølge Reuters.

    Politiets antiterror enheder gennemførte natten til lørdag en større operation i Vallonien, skriver avisen De Standaard.

    I alt blev omkring 10 mennesker anholdt, men kun de to af dem – to brødre – blev taget med til afhøring, skriver den belgiske avis.

    – Baseret på de foreløbige resultater af efterforskningen tyder det på, at der var planer om at gennemføre et angreb et sted i Belgien, skriver anklagemyndigheden i en meddelelse.

    En dommer vil i løbet af lørdagen afgøre, om der er grund til at varetægtsfængsle de to brødre, skriver De Standaard.

    Der blev hverken fundet våben eller sprængstoffer under politiets i alt syv ransagninger i regionen Mons og et enkelt sted i Liege, oplyser anklagemyndigheden ifølge Reuters.

    Umiddelbart ser det ikke ud til, at der er nogen forbindelse til tidligere angreb i Bruxelles, oplyser anklagemyndigheden.

    32 mennesker blev dræbt i angreb mod lufthavnen i Bruxelles og en metrostation i byen 22. marts.

    Flere af de personer, der var involveret i angrebet i Bruxelles, havde direkte forbindelse til gerningsmændene bag det store, koordinerede angreb i Paris i november sidste år, hvor 130 mennesker blev dræbt.

    /ritzau/