EU lukker luftrummet for russiske fly, oplyser kommissionsformand Ursula von der Leyen, søndag.
EU vil også finansiere Ukraines indkøb og levering af våben og andet materiel, siger von der Leyen.
– For første gang nogensinde vil EU finansiere indløb og levering af våben og andet udstyr til et land, der er under angreb, siger hun i en meddelelse.
– Det er et skelsættende øjeblik.
Efter at langt de fleste af EU’s medlemslande har meddelt, at de vil lukke luftrummet for russiske fly, vil von der Leyen nu have lukket for luftrummet over hele EU.
– Vi foreslår et forbud mod alle russisk ejede, russisk registrerede og russisk kontrollerede luftfartøjer. Disse luftfartøjer vil ikke længere lande, lette eller overflyve EU’s territorium, siger hun.
Det gælder alle russiske fly, også privatejede, tilføjer von der Leyen.
– Lad mig sige det meget klart: Vores luftrum vil være lukket for alle russiske fly, og det omfatter også oligarkernes private jetfly.
Von der Leyen præsenterer søndag endnu et tiltag, som heller ikke før er set, nemlig et forbud mod “Kremls mediemaskine” i EU.
Det betyder, at statsejede medier som Sputnik og Russia Today, der er loyale over for præsident Vladimir Putin, “ikke længere kan sprede deres løgne for at retfærdiggøre Putins krig og så splid i vores union”.
– Vi udvikler værktøjer til at forbyde den giftige og skadelige misinformation i Europa, siger von der Leyen.
Ud over nye sanktioner mod Rusland bliver der også indført nye tiltag mod dets allierede længere mod vest, Hviderusland, og præsident Aleksandr Lukasjenko.
– Lukasjenkos regime er medskyldig i det ondsindede angreb mod Ukraine. Så vi vil ramme Lukasjenkos regime med en ny sanktionspakke, siger kommissionsformanden.
Sanktionerne rammer Hvideruslands vigtigste industrier, herunder eksport af tømmer, cement og stål.
/ritzau/









