Von der Leyen vil udelukke russiske banker fra Swift

    EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen vil foreslå EU-ledere, at visse russiske banker udelukkes fra det internationale betalingssystem Swift.

    Det siger hun på et pressemøde lørdag aften.

    Bliver de russiske banker udelukket fra Swift, vil de ikke kunne gennemføre de fleste af deres pengetransaktioner, og det vil være en effektiv blokade for russisk eksport og import, siger von der Leyen.

    På pressemødet siger hun desuden, at EU sammen med blandt andet USA, Canada og Storbritannien har overvejet, hvordan det internationale svar på Ruslands invasion af Ukraine kan blive stærkere.

    /ritzau/Reuters