AaB’s schweizerkniv drager til norsk fodbold

    Til sommer tager AaB afsked med Frederik Børsting, der i forskellige roller har været fast inventar i klubbens superligatrup de seneste otte år.

    Hans kontrakt med AaB udløber ved udgangen af juni, og der drager han videre til norske SK Brann, der har præsenteret ham på en aftale, der løber frem til udgangen af 2025.

    Det oplyser både AaB og Brann tirsdag.

    Siden superligadebuten i 2014 har han spillet 205 kampe i landets bedste række. Han har primært huseret på kanterne og centralt på midtbanen, men til nøds er altmuligmanden også blevet brugt som central angriber eller som back og wingback.

    Han får flotte afskedsord med på vejen af AaB-sportschef Inge André Olsen.

    – I min tid i AaB har jeg lært Frederik Børsting at kende som en meget alsidig spiller, der næsten altid finder vej til holdkortet. På banen er han uanset position hver eneste gang parat til at ofre sig for at nå et fælles mål, og den tilgang kendetegner også Frederik uden for banen, hvor hans optimisme og smittende humør er værdifuldt for en trup.

    – Det er sjældent at opleve en spiller, som hver uge er i spil til tre-fire vidt forskellige pladser på banen, men Frederik er både hårdtarbejdende, fleksibel og målfarlig, og vi har forståelse for, at han på nuværende tidspunkt i karrieren har et ønske om få en ny oplevelse, siger Olsen.

    Frederik Børsting har tidligere optrådt på de danske ungdomslandshold.

    I Norge får han en dansker som sin øverste chef. Det er nemlig den tidligere Esbjerg-sportschef Jimmi Nagel Jacobsen, der i sit hverv som daglig sportslig leder i Brann har rekrutteret Børsting.

    – Jeg har fulgt Frederik i flere år. Han er en spiller, som er inde i sin bedste fodboldalder, og han har meget erfaring fra Superligaen. Vi er meget glade for, at han skifter til os, siger Nagel.

    27-årige Børsting skal fra sommer forsøge at spille Bergen-klubben tilbage i den bedste norske række. Inden da venter 15 spillerunder for AaB i Superligaen.

    /ritzau/