Patientforening: For tidligt at fjerne mundbind ved lægen

    Sundhedsstyrelsen har mandag slået fast i en pressemeddelelse, at styrelsens anbefalinger og gode råd mod coronasmitte stadig gælder, selv om restriktioner ophæves tirsdag.

    Blandt andet anbefales det i sundhedsvæsenet, at personale fortsat bruger mundbind, når de er tæt på patienten.

    Men Gigtforeningen, der har medlemmer, der er i øget risiko ved coronasmitte, er bekymret.

    – Jeg tror desværre ikke, det er tilstrækkeligt. Men jeg ville ønske, at det var sådan, siger Mette Bryde Lind, direktør i Gigtforeningen.

    Hun så gerne, at der fortsat havde været et lovkrav om mundbind i sundhedsvæsenet, så længe smittetallene fortsat er høje.

    – Vi har en bekymring for en lille gruppe meget sårbare gigtpatienter og andre patienter, der simpelthen ikke kan udvikle antistoffer. De har brug for en fortsat beskyttelse.

    – De sidder jo i venteværelser, går typisk til ambulante behandlinger eller er i risikozonen hos egen læge. Så vi synes, det er vigtigt, at vi stadig bruger mundbind der, når smitten er høj, siger Mette Bryde Lind.

    Fra Sundhedsstyrelsen lyder det, at særligt personer i øget risiko skal være opmærksom på anbefalingerne til at forebygge smitte.

    – Det er særligt vigtigt, at personer i øget risiko holder afstand til folk, som de ikke kender, og at de generelt undgår steder, hvor der er mylder og trængsel, siger Bolette Søborg, enhedschef i Sundhedsstyrelsen, i en pressemeddelelse.

    Ud over anbefalingen om, at personale fortsat bruger mundbind, lyder det fra styrelsen, at besøgende og pårørende i sundheds- og ældresektoren anbefales at “tænke over deres adfærd”.

    Det kan eksempelvis være ved at tage mundbind på, lyder det.

    /ritzau/