Biden opfordrer Taliban til at løslade amerikansk gidsel

    Den amerikanske præsident, Joe Biden, har søndag opfordret Taliban, der sidder på magten i Afghanistan, til at frigive en amerikansk civilingeniør, som blev bortført for to år siden.

    Den 59-årige Mark Frerichs menes at være det sidste amerikanske gidsel, som Taliban holder fanget.

    Frerichs kommer fra Lombard i delstaten Illinois. Han er pensioneret fra den amerikanske flåde og havde arbejdet med udviklingsprojekter i Afghanistan i et årti, da han blev bortført.

    Det skete, en måned før en aftale om tilbagetrækning af amerikanske soldater blev underskrevet i februar 2020. Efter bortførelsen blev Frerichs overdraget til Haqqani-netværket, der er kendt som en brutal fraktion af Taliban.

    Haqqani anklages for at stå bag nogle af krigens mest dødbringende angreb.

    Mandag har Mark Frerichs været holdt som gidsel i to år.

    – At true sikkerheden for amerikanere eller uskyldige civile er altid uacceptabelt, og gidseltagning er en særlig grusom og fej handling, udtaler Joe Biden i en erklæring.

    – Taliban skal straks løslade Mark, før de kan forvente, at vi overhovedet vil overveje deres forhåbning om legitimitet. Dette er ikke til forhandling, tilføjer han.

    /ritzau/Reuters