Portugals regerende Socialistparti (PS) vinder søndagens parlamentsvalg med 42 procent af stemmerne.
Det meddeler landets valgkommission, efter at 95 procent af stemmerne er talt op søndag aften.
Dermed har premierminister Antonio Costas parti klaret sig bedre, end meningsmålingerne spåede forud for valget.
Optællingen af de sidste stemmer vil vise, om regeringspartiet kan fortsætte med et absolut flertal.
Valgstedsmålinger viste tidligere på valgaftenen, at partiet kunne få op mod 118 af de 230 pladser i parlamentet. Der skal mindst 116 pladser til at sikre et flertal.
Det største oppositionsparti, Socialdemokraterne (PSD), har fået lidt under 30 procent af stemmerne.
Portugals komplekse valgregler betyder, at det er muligt for et parti at få et absolut flertal i parlamentet med omkring 41 procent af stemmerne.
Hvis Socialistpartiet ikke får et absolut flertal alene, vil den samlede venstrefløj kunne mønstre et flertal.
/ritzau/dpa











