Sverige er tilbage på den europæiske håndboldtrone.
Søndag aften vandt svenskerne EM-finalen i Budapest med 27-26 over Spanien efter en scoring fra Niclas Ekberg på straffekast efter slutfløjt. Dermed er Sverige europamester for første gang siden 2002.
Samtidig er Spaniens EM-dominans slut. Spanierne vandt EM i både 2018 og 2020, men stimen er nu brudt.
Opgøret var mildest talt tæt. Ingen af de to hold havde på noget tidspunkt en føring på mere end to mål.
En spansk udskiftningsfejl midt i anden halvleg blev vigtigt for opgørets udfald.
Spanierne havde været foran fra slutningen af første halvleg, men Sverige var kommet på omgangshøjde, da der pludselig var en spanier for meget på banen.
Spanien fik en udvisning, og Sverige udnyttede overtallet til at bringe sig tilbage i føringen. Det betød, at spanierne kom under pres, og det slap de aldrig ud af.
Med tre sekunder igen fik Sverige straffekast, og Niclas Ekberg scorede stensikkert det afgørende mål for svenskerne.
/ritzau/











