Kristeligt Dagblad skifter chefredaktør efter 28 år

    Erik Bjerager stopper som chefredaktør og administrerende direktør på Kristeligt Dagblad efter 28 år.

    Det oplyser avisen i en pressemeddelelse.

    I forbindelse med Erik Bjeragers stop bliver der lavet en ny struktur i ledelsen.

    Den nye ansvarshavende chefredaktør bliver Jeppe Duvå, der kommer fra en stilling som redaktionschef på avisen.

    Kommerciel direktør Hans-Christian Kock bliver administrerende direktør.

    Karin Dahl Hansen, der er nuværende redaktør for avisens Liv & Sjæl-redaktion er samtidig udpeget som chefredaktør i en nyoprettet stilling.

    Erik Bjerager vil fortsat være tilknyttet Kristeligt Dagblad som skribent og rådgiver.

    Ifølge pressemeddelelsen er det efter eget ønske, at 63-årige Erik Bjerager stopper som chefredaktør på avisen.

    – Min beslutning om at gå har jeg taget med hjernen og ikke med hjertet. Jeg har været meget glad for mit arbejde, og det ligger mig meget på sinde, at Kristeligt Dagblad bliver ført videre på den bedst tænkelige måde.

    – Nu står vi med et rigtigt godt hold til at afløse, både journalistisk og kommercielt. Jeg ser frem til at skulle skrive for avisen, og jeg får mulighed at høre meget andet. Jeg får mere frihed og kan arbejde mere varieret. Det ser jeg frem til, siger Erik Bjerager i pressemeddelelsen.

    Bestyrelsesformand Mogens Madsen fremhæver i pressemeddelelsen, at Kristeligt Dagblad var på randen af konkurs i 1994, da Erik Bjerager blev direktør, hvilket siden er vendt.

    – I dag er det en gennemsolid og stærkt digitaliseret virksomhed, og Kristeligt Dagblad er en respekteret kultur- og eksistensavis i Danmark, siger Mogens Madsen.

    Den nye ledelse begynder 1. juni.

    Kristeligt Dagblad har et oplag på omkring 33.000. Avisen har 130 ansatte og havde i 2020 en omsætning på 148 millioner kroner.

    /ritzau/