Ukraine og Rusland holdt otte timer langt møde i Paris

    Otte timer. Så længe varede det første møde onsdag mellem repræsentanter for Rusland og Ukraine, siden krisen i Ukraine begyndte at eskalere i november.

    Mødet fandt sted i Paris og handlede især om våbenhvile og spændinger i det østlige Ukraine.

    Der var ikke tale om lette spørgsmål, og mange af dem er fortsat ikke løst, lyder det fra den russiske chefforhandler, Dmitrij Kozak.

    Hans ukrainske modpart, regeringsrådgiver Andrej Yermak, siger efter mødet, at han trods alt ser en vilje til at arbejde med de uenigheder, der er.

    Ukraines topprioriteter er at fastholde våbenhvilen i det østlige Ukraine og nedtrappe konflikten både her og ved grænsen, siger han.

    Den russiske chefforhandler fastholder, at situationen i det østlige Ukraine – hvor prorussiske separatister har erklæret to regioner løsrevet fra Ukraine – og spændingerne ved grænsen er “to separate ting”.

    Parterne mødes igen om to uger i Berlin. Her vil det være udenrigsministrene, der deltager sammen med politiske rådgivere, oplyser Yermak.

    I Berlin skal de tale om det østlige Ukraine og separatisternes krav. Parterne må forstå, at det ikke er muligt at opnå fremskridt i forhandlingerne uden også at komme ind på dette emne, mener Kozak.

    Rusland støtter separatisterne i det østlige Ukraine.

    Fra begge sider er der enighed om, at våbenhvilen her skal fortsætte.

    – Trods alle forskellene i fortolkningerne, er vi enige om, at våbenhvilen skal holdes af alle parter, siger Kozak ifølge AFP.

    Ud over Ukraine og Rusland deltog Frankrig og Tyskland i mødet i den franske hovedstad.

    Parterne har ubetinget respekt for våbenhvilen “uanset uenigheder om andre spørgsmål”, hedder det i en kort meddelelse fra det franske præsidentkontor. Derudover er optrapningen ved grænsen ikke nævnt.

    Rusland og Ukraine har længe beskyldt hinanden for at svigte en fredsaftale for Donbass. Det er en region i det østlige Ukraine, som styres af prorussiske separatister.

    En våbenhvile og en plan for fred i Ukraine skal baseres på Minsk-aftalen fra den 12. februar 2015. Den blev indgået mellem Rusland, Ukraine, Tyskland og Frankrig.

    I de seneste måneder er spændingerne øget, efter at Rusland har sendt titusindvis af soldater til Ukraines grænse.

    /ritzau/Reuters