Trump og hans børn anklages for at have vildledt banker

    Den tidligere amerikanske præsident Donald Trump er blevet anklaget for at have brugt “falske eller vildledende” værdiansættelser til at få en række økonomiske fordele – herunder lån, forsikring og skattefradrag.

    Det oplyser New Yorks justitsminister, Letitia James, sent tirsdag aften lokal tid – tidligt onsdag morgen dansk tid.

    Også Trumps børn Donald Trump Jr. og Ivanka Trump er under anklage.

    Alle tre er blevet indkaldt for at vidne under ed som en del af Letitia James’ efterforskning af de økonomiske foretagender i Trump Organization.

    – I efterforskningen har vi indtil videre fundet betragtelige beviser, der indikerer, at Donald Trump og Trump Organization værdiansatte falsk eller vildledende og gav et misvisende billede over for finansinstitutioner for økonomiske fordele, siger Letitia James i en udtalelse.

    /ritzau/Reuters