Kontakttallet stiger fra 0,9 til 1,2 – epidemi i vækst

    Kontakttallet er beregnet til 1,2, hvilket tyder på en epidemi i vækst. Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter tirsdag.

    Sidste uge var kontakttallet 0,9.

    Når kontakttallet er 1,2, betyder det, at 10 coronasmittede i gennemsnit vil smitte 12 andre.

    Ifølge Magnus Heunicke er det forventet, hvad angår smitte, at epidemien er i vækst.

    – Men: Vi kan konstatere, at de høje smittetal ikke afspejler sig i indlæggelsestallene, primært på grund af omikron og revaccination.

    – Derfor: grund til optimisme den kommende tid, skriver han.

    Efter at coronavarianten omikron er blevet dominerende i Danmark, har de daglige smittetal været på himmelflugt. Men antallet af indlagte er ikke fulgt med i samme tempo.

    Det giver ifølge fagkyndige – og altså også Magnus Heunicke – grund til optimisme.

    /ritzau/