Tauson lettet over sejr: Jeg spillede ikke prangende tennis

    Tennistalentet Clara Tauson er lettet over at være videre fra første runde ved Australian Open efter en præstation på det jævne mod australieren Astra Sharma.

    Det siger den 19-årige dansker på et pressemøde umiddelbart efter kampen, som hun vandt med cifrene 6-3, 6-4 foran et opstemt hjemmepublikum i Melbourne Park tirsdag aften lokal tid.

    – Jeg synes, at det gik okay. Jeg spillede ikke særlig prangende tennis.

    – Det var ikke så nemme forhold på banen. Der var noget vind, det blev køligere og køligere, og lige pludselig kom der også lys på banen, men jeg gjorde mit bedste og fik heldigvis arbejdet gjort færdigt, siger Tauson.

    Danskeren fortæller, at hun undervejs i opgøret også blev en smule rystet af den store opbakning til hjemmebanehåbet Sharma.

    – Jeg har prøvet, at publikum er imod mig, men måske ikke så voldsomt med så mange mennesker.

    – Det var jo meget sjovt, og de fik heppet en hel masse. Der var måske lige nogle situationer, hvor jeg ikke synes, det var så sjovt, men sådan er det, når man møder en hjemmebanespiller.

    – Jeg tager det ikke så tungt, men de var meget oppe at køre, siger Tauson med et grin.

    Danskeren kan med sejren se frem til at møde Anett Kontaveit fra Estland i anden runde. 26-årige Kontaveit er seedet som nummer seks i grand slam-turneringen.

    Kampen mellem de to skal spilles torsdag.

    /ritzau/