Corona og chipkrise giver historisk lavt bilsalg i EU

    Fortsat coronakrise og mangel på computerchips var sidste år med til at sende antallet af solgte biler til et rekordlavt niveau i EU.

    Det viser tal fra organisationen for europæiske bilproducenter, Acea.

    Der blev i løbet af 2021 solgt 9,7 millioner biler i EU. Det er det laveste antal, siden Acea begyndte at lave årlige opgørelser i 1990.

    Det er dermed også lavere end antallet fra 2020, der ellers markerede et historisk stort fald på grund af coronapandemien. Antallet af solgte biler faldt fra 2019 til 2020 med 3,3 millioner – svarende til næsten 24 procent.

    Fra 2020 til 2021 faldt salget yderligere med 2,4 procent.

    Det er blandt andet en mangel på halvledere, der har bremset bilsalget. Det er en vigtig elektronisk komponent i mange bilsystemer.

    – Faldet er et resultat af mangel på halvledere, der gennem året – og særligt i sidste halvdel af 2021 – har påvirket bilproduktionen negativt, skriver Acea.

    Mangel på computerchips ventes også at påvirke salget i starten af 2022.

    Ifølge Dansk Industri (DI) er Danmark et af de EU-lande, der i 2021 oplevede den største nedgang i salget af nye biler. Bilsalget faldt med 6,5 procent.

    Det skyldes angiveligt dog også, at flere danskere har fået smag for elbiler.

    Det siger Thomas Møller Sørensen, der er direktør i bilbranchen i DI.

    – Bilsalget i 2021 gik i Danmark lidt mere tilbage i forhold til 2020 end i det øvrige EU. Det skyldes i høj grad danskernes store appetit på de grønne biler, som har en lidt længere leveringstid end de konventionelle biler.

    – Vi ved fra salget i de tre første kvartaler i 2021, at Danmark er markant foran vores europæiske kolleger, når det drejer sig om at indregistrere grønne biler, og det er denne appetit på grønne biler, der får os til tage et lidt større dyk i totalsalget, siger Thomas Møller Sørensen i en pressemeddelelse.

    /ritzau/AFP