Skiløberen Casper Dyrbye er udtaget til vinter-OL

    Danmark bliver repræsenteret i de alpine OL-konkurrencer ved legene i Beijing.

    Det står klart, efter at Danmarks Idrætsforbund (DIF) mandag udtog Casper Dyrbye til OL, som begynder 4. februar. Det bekræfter DIF i en pressemeddelelse.

    Inden Casper Dyrbyes udtagelse havde 60 danske atleter fået billetter til vinter-OL, som varer 17 dage.

    De 60 øvrige danske atleter skal konkurrere på isen i curling, ishockey og speedskating i Beijing. Danmark deltager med det største hold til et vinter-OL nogensinde.

    Ved OL i Sydkorea for fire år siden stillede Casper Dyrbye både op i storslalom og slalom.

    I storslalom opnåede Casper Dyrbye en samlet 60.-plads, mens han i slalomdisciplinen udgik i første gennemløb med fire porte tilbage, fordi han mistede skien.

    – Jeg er rigtig stolt over at skulle repræsentere Danmark ved mit andet vinter-OL.

    – Jeg føler lidt, at jeg har en revanche til gode efter vinter-OL i Pyeongchang, hvor jeg mistede min ski i første gennemløb i slalomkonkurrencen og derfor ikke gennemførte.

    – Nu har jeg mere erfaring end for fire år siden, hvilket forhåbentlig fjerner de værste nerver, siger Casper Dyrbye.

    Han opnåede OL-kravet blandt andet via en 26.-plads til VM i italienske Cortina i februar 2021.

    – OL er for mig det største, som jeg kan opnå som skiløber. Det er meget specielt, for alle følger med. Derfor vil jeg også give alt, hvad jeg har i mig og har et meget ambitiøst mål om at køre i top-30.

    – Jeg ved, at det kan lade sig gøre, hvis alt flasker sig, for jeg blev nummer 26 til VM sidste år, siger Casper Dyrbye.

    Mændenes slalomkonkurrence afvikles 16. februar i National Alpine Ski Centre i Yanqing, der ligger omkring 100 kilometer fra Beijing.

    /ritzau/