Sydkorea: Nordkorea har affyret to missiler fra lufthavn

    Nordkorea har mandag affyret, hvad der formodes at være to ballistiske missiler fra en lufthavn i hovedstaden Pyongyang.

    Der er angiveligt tale om kortdistancemissiler.

    Det oplyser Sydkoreas militær.

    Det er Nordkoreas fjerde missiltest alene i januar.

    I Japan fordømmer regeringens talsmand, Hirokazu Matsuno, prøveaffyringen, som han kalder en trussel mod regionens fred og sikkerhed.

    På mindre end to uger har det atombevæbnede Nordkorea udført tre andre missiltest. Nyhedsbureauet Reuters bemærker, at det er “usædvanligt hyppigt”.

    To af testene involverede hypersoniske missiler, der er i stand til at flyve med meget høj hastighed.

    Hypersoniske missiler kan samtidig programmeres til uforudsigelige baner og foretage skarpe manøvrer, når de nærmer sig et mål. De kan også følge fladere og langt lavere baner end ballistiske missiler.

    Den seneste test blev foretaget fredag, hvor Nordkorea affyrede to kortrækkende, ballistiske missiler fra et sæt togvogne.

    Ifølge det sydkoreanske militær blev mandagens missiler tilsyneladende affyret fra Pyongyangs internationale lufthavn.

    Lufthavnen blev også i 2017 brugt til at teste missiler. Dengang var der tale om et mellemdistancemissil af typen Hwasong-12.

    /ritzau/Reuters