Minister: Vigtigt at gøre sundhedsvæsenet mere robust

    En af de vigtige ting ved en kommende sundhedsreform er, at man sikrer sundhedsvæsenets robusthed.

    Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et åbent samråd om intensivpladser på de danske sygehuse.

    På samrådet understreger han, at man opskalerer og nedskalerer efter behov.

    – Det er ikke et mål, at der skal være mange ledige pladser, siger han.

    Men han medgiver, at sundhedsvæsenet er mere presset i år. Men det gælder også resten af Europa, siger han.

    Sundhedsministeren nævner også, at regeringen i forbindelse med finansloven sidste år lavede en vinterpakke til sygehusene.

    Regeringen har flere gange udskudt en sundhedsreform. Statsminister Mette Frederiksen (S) lovede i denne uge, at regeringen vil komme med sit udspil og sætte gang i forhandlinger i første kvartal i år.

    /ritzau/