Yderligere 24.343 coronatilfælde – 3 færre er indlagt

    Det seneste døgn er der registreret yderligere 24.343 tilfælde med corona i Danmark. Det viser de daglige tal fra Statens Serum Institut (SSI) onsdag.

    Ud af de seneste smittetilfælde er 1614 af dem reinfektioner. Det vil sige tilfælde, hvor den smittede tidligere har været smittet med corona.

    Med de seneste smittetilfælde er der nu over en million borgere, der har været smittet med corona. Helt præcist har 1.000.009 borgere prøvet det.

    De 24.343 smittetilfælde, der er registreret det seneste døgn, er fundet blandt 201.715 PCR-prøver. Dermed har 12,1 procent af prøverne været positive.

    På landets hospitaler er der onsdag indlagt 751 patienter med corona. Det er tre færre end tirsdag.

    Yderligere 25 coronasmittede er døde.

    /ritzau/