Da Novak Djokovic var ude blandt offentligheden i Serbien uden mundbind i midten af december, var han sandsynligvis ikke vidende om sin egen positive coronaprøve.
Det fortæller den serbiske tennisstjernes mor i et tv-interview onsdag.
Djokovic, der ikke er vaccineret mod covid-19, blev set i Beograd 17. december, hvor han deltog i præsentationen af et frimærke med sit billede på, ligesom at han samme dag minglede med unge tennisspillere i den serbiske hovedstad.
Dagen før, hævder Djokovic, blev han testet positiv for covid-19. Det var denne positive coronaprøve, der dannede grundlag for hans dispensation for at komme ind i Australien og dermed deltage i Australian Open.
– Han vidste det sandsynligvis ikke, siger hans mor, Dijana Djokovic, til den australske tv-station Channel 7 onsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
– Han vidste det ikke, for da det gik op for ham, at han var positiv, gik han i isolation, siger hun og antyder, at det vil være bedst at spørge Djokovic selv.
Serbiens premierminister, Ana Brnabić, siger, at det vil være et klart brud på landets covid-19-regler, hvis Djokovic var ude i offentligheden, mens han vidste, at han var testet positiv.
– Hvis du er positiv, skal du være i isolation, siger hun til BBC ifølge AFP.
Det er uklart, hvornår Djokovic fik besked om sit prøveresultat.
– Jeg ved ikke, hvornår han rent faktisk fik resultaterne, eller hvornår han så dem, så der er en gråzone, siger hun.
– Det kan kun Novak svare på, tilføjer hun.
I sidste uge fik den 34-årige serber efter sin ankomst til Melbourne inddraget sit visum med en forklaring om, at han ikke lever op til Australiens coronaregler.
Men mandag gav en dommer tennisstjernen medhold i, at han har lov til at opholde sig i Melbourne, hvor turneringen begynder 17. januar. En beslutning, som Australiens immigrationsminister dog fortsat kan omgøre.
Ifølge australske medier undersøger myndighederne i øjeblikket en uoverensstemmelse i et af de dokumenter, Djokovic har udfyldt for at komme ind i Australien.
På et spørgsmål om sine rejseaktiviteter har han angiveligt svaret nej til, at han har været ude at rejse i en periode på 14 dage før sin ankomst til Australien 6. januar.
Tennisstjernen var dog i Beograd i hjemlandet Serbien 25. december, og 2. januar var han i Marbella i Spanien, skriver The Sydney Morning Herald.
/ritzau/











