Grønlands Politi beder borgere i Nuuk holde sig inden døre

    Politi er i øjeblikket talstærkt til stede i Nuuk i Grønland. Det sker efter meldinger om, at en potentielt farlig hændelse er ved at udspille sig i den nordvestlige del af byen.

    Det oplyser Grønlands Politi i en pressemeddelelse mandag aften dansk tid.

    Politiet modtog anmeldelsen klokken 14.26 og er siden gået i gang med at sikre området omkring Paarnat og opsætte afspærringer.

    Befolkningen i området bedes blive inden døre, indtil politiet har meldt ud, at situationen er overstået. Samtidig opfordrer politiet folk, der måtte være på vej til stedet, til at ændre deres planer.

    Det oplyses ikke, hvad den potentielt farlige hændelse drejer sig om.

    Politiet har ikke yderligere kommentarer. Der ventes at blive meldt nyt ud om sagen senest midnat dansk tid.

    /ritzau/