De seneste syv år er de varmeste nogensinde

    De seneste syv år er globalt de varmeste, der nogensinde er målt. Det viser en rapport fra EU’s klimaovervågning.

    Copernicus Klimaforandringstjeneste (C3S) advarer samtidig om, at der er store forøgelser af koncentrationen af metan i atmosfæren.

    Tallene fra overvågningstjenesten bekræfter, at 2021 fortsatte en tendens med varmerekorder. Sidste år var det femtevarmeste, som nogensinde er målt. Det var en smule varmere end 2015 og 2018.

    – 2021 var endnu et år med ekstreme temperaturer. Der var den varmeste sommer i Europa, hedebølger ved Middelhavet og usædvanligt høje temperaturer i Nordamerika, siger C3S-direktør Carlo Buontempo.

    – Det er en tydelig påmindelse om, at vi bliver nødt til at ændre vores levevej og tage effektive skridt mod et bæredygtigt samfund, lyder det.

    Præcise målinger går tilbage til midten af 1800-tallet.

    De årlige gennemsnitstemperaturer de seneste syv år er 1,1 til 1,2 grader celsius over det præindustrielle niveau målt mellem 1850 og 1900.

    Lande over hele verden har de seneste år været ramt af voldsomme naturkatastrofer udløst af ekstremt vejr.

    Det drejer sig blandt andet om skovbrande i Australien og Sibirien, en sjældent voldsom hedebølge i Nordamerika og ekstrem nedbør, der har medført oversvømmelser i Asien, Afrika, USA og Europa.

    – De skelsættende begivenheder i 2021 – såsom hedebølgen i Canada og oversvømmelser i Tyskland – bør være en lussing, der får politikere og samfundet til at vågne op, siger Rowan Sutton fra Storbritanniens nationale center for atmosfæriske studier på Reading University.

    /ritzau/Reuters