Djokovic får lov til at spille Australian Open

    Efter et langt tovtrækkeri ser det ud til, at tennisstjernen Novak Djokovic kan fokusere på at forsvare sin titel i Australian Open.

    Mandag morgen dansk tid gav en dommer ved et retsmøde i Melbourne ham medhold i, at han skal have lov til at opholde sig i Melbourne, hvor grand slam-turneringen begynder næste mandag.

    Det skriver flere nyhedsbureauer, herunder Reuters.

    Djokovic ankom til Melbourne onsdag i sidste uge, men han blev tilbageholdt i flere timer, da myndighederne ikke mente, at hans visum gav ham lov til ophold.

    Siden blev han sendt på karantænehotel, men efter mandagens retsmøde får han lov til at gå fri.

    Omdrejningspunktet i sagen har været, at Djokovic ikke har været vaccineret mod coronavirus, som ellers er påkrævet for at rejse ind i landet.

    Han fik dog medicinsk dispensation til indrejse, og ifølge serberens advokater skyldtes det, at han var smittet med coronavirus i midten af december.

    /ritzau/