At få Pia Kjærsgaard tilbage i Dansk Folkepartis ledelse kan få stor betydning for partiets fremtid.
Det siger formandskandidat Morten Messerschmidt, efter at den tidligere formand lørdag aften til Berlingske har peget på ham som ny formand og meddelt, at hun gerne vil have en central rolle i partiet igen, hvis han bliver valgt.
– Det tror jeg kan blive helt afgørende for, at vi får ro på de indre geledder og på den måde også får fokus på det politiske igen, siger Morten Messerschmidt.
Pia Kjærsgaard, der var 1995 til 2012 var formand for DF, vil gerne tilbage til gamle dyder.
– Jeg vil gerne være den, der skal holde styr på tingene, for det tror jeg, folk savner. Den topstyring, vi tidligere har brystet os af, skal tilbage, så vi forhindrer, at tingene eksploderer, siger hun til Berlingske.
Den rolle har hun allerede diskuteret med Morten Messerschmidt, og han er helt enig.
– Jeg har ikke lagt skjul på at Pias ledestil, og det der var kendetegnene under hende som formand, har været et forbillede for mig. Derfor håber og tror jeg på at med den melding og udstrakte hånd, som hun nu giver, kan vi vende tilbage til den stil.
Samtidig ser han det som “helt oplagt, at Pia Kjærsgaard skal sidde i gruppebestyrelsen og være med til at udvikle politik i det daglige”, hvis han bliver valgt som formand 23. januar på partiets ekstraordinære årsmøde.
/ritzau/











