Jon Dahl Tomasson forlader den svenske fodboldklub Malmö FF efter at have ført klubben til to mesterskaber.
Det skriver klubben på sin hjemmeside torsdag eftermiddag.
Det er danskeren selv, som har ønsket at drage videre i karrieren.
– Jon har meddelt, at han ønsker at forlade MFF, og efter flere snakke er vi blevet enige om at skilles. Det er selvfølgelig trist. Det har virkelig været en succeshistorie, og vi har hele tiden haft et godt samarbejde, siger Daniel Andersson, sportschef i Malmö FF.
Tomasson kom til Malmö FF i januar 2020 og har ført klubben til tops i begge sine sæsoner som cheftræner. Derudover førte han i efteråret holdet til et lukrativt gruppespil i Champions League.
Inden danskerens tiltrædelse var klubben gået to år uden titler.
Ud over resultaterne får Tomasson også ros af sportschefen for at have udviklet holdets spil, bruge mange unge spillere og skabe et højt individuelt niveau i truppen.
Danskeren takker alle i og omkring klubben for to “uforglemmelige år”.
– Det var en svær beslutning at sige farvel, men samtidig en god følelse. For jeg føler, at jeg slutter på toppen i Malmö FF.
– Jeg er ydmyg, taknemmelig og stolt over at have været træner i en af de største klubber i Skandinavien. Og stolt over, at vi i løbet af disse to år har skrevet nye flotte kapitler i klubbens historiebøger, siger Tomasson til klubbens hjemmeside.
Malmö FF har under Tomassons ledelse haft de danske spillere Anders Christiansen, Lasse Nielsen, Søren Rieks og Jonas Knudsen på sit hold.
Endnu melder historien ikke videre om, hvad Tomasson nu skal lave.
Han var før sin ansættelse i Malmö FF assistenttræner for Åge Hareide på det danske A-landshold i tre et halvt år.
Tidligere var han cheftræner i de hollandske klubber Excelsior og Roda. Han har også været assistent i Excelsior og Vitesse.
Som aktiv nåede Tomasson blandt andet 52 mål i 112 landskampe.
/ritzau/











