Amnesty International anklager egyptiske sikkerhedsstyrker for at slå ned på regeringskritikere med vold og tortur.
I en rapport siger rettighedsgruppen, at hundredvis af egyptere inden for de seneste år i perioder har været forsvundet. Mens de har været væk, skulle de være blevet truet og tæsket, lyder det.
Blandt de personer er mindst to 14-årige. Moren til en af dem siger til Amnesty, at hendes søn er blevet udsat for strømstød og voldtaget med en træpind under forhør.
Amnesty anslår, at “minimum flere hundrede” egyptere har været forsvundet i mindst to døgn siden begyndelsen af 2015. I visse tilfælde skulle de have været væk i flere måneder, før de officielt dukkede op i myndighedernes varetægt.
Lokale rettighedsgrupper estimerer, at “gennemsnitligt tre eller fire personer dagligt siden begyndelsen af 2015 har været forsvundet mod deres vilje”, skriver Amnesty.
Det er Egyptens Nationale Sikkerhedstjeneste (NSA), der anklages for at stå bag voldelighederne.
De fleste af ofrene skulle være tilhængere af Mohamed Mursi, der blev afsat som præsident i 2013. Men der er angiveligt også tale om sekulære aktivister og personer, der er anholdt alene på grund af deres familierelationer.
Metoden med at tilbageholde folk uden at fortælle nogen om det er ifølge Amnesty blevet brugt “for at gøre det muligt for NSA at tortere tilbageholdte straffrit” og “til at skræmme regeringskritikere (…) og afholde folk fra at afvige fra den udstukne politik”.
Egyptens indenrigsministerium har adskillige gange nægtet, at landets sikkerhedsstyrker tilbageholder folk ulovligt.
I januar erkendte ministeriet dog, at man havde tilbageholdt 100 personer, hvis pårørende mente, at de havde været bortført. Ifølge ministeriet var de dog blevet tilbageholdt på lovlig vis.
/ritzau/dpa