22-årig dræbt med flere skud i Brøndby

    En 22-årig mand er død på hospitalet, efter at han tirsdag eftermiddag blev ramt af flere skud i Hallingparken i Brøndby.

    Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

    Politiet fik anmeldelser om skud i Hallingparken ud for nummer 2 klokken 13.13.

    Da flere patruljer kort efter nåede frem, fandt man den 22-årige hårdt såret af flere skud. Han blev i hast bragt til sygehuset, men hans liv stod altså ikke til at redde.

    Politiet har anholdt en mand og arbejder på at klarlægge hans rolle i sagen.

    – Det er endnu alt for tidligt at sige, om der kan være forbindelse mellem denne skudepisode og de andre skyderier, der har været i københavnsområdet de sidste uger – men det indgår naturligvis i den fortsatte efterforskning, udtaler politidirektør Kim Christiansen.

    Skyderiet er det femte i københavnsområdet i december.

    /ritzau/