Svensk testkrav træder i kraft natten til tirsdag

    Tirsdag træder nye indrejseregler i kraft om krav om negativ coronatest ved indrejse til Sverige.

    Det skriver det svenske politi i en pressemeddelelse.

    Kravet omfatter alle over 12 år og træder i kraft ved midnat natten til tirsdag.

    Politiet frygter, at der vil være en ophobning af rejsende, som ikke har negativt testsvar på sig.

    – Vi opfordrer folk til ikke at tage nogle chancer, siger Mats Berggren, der er leder af grænsepolitiet i den svenske Region Syd.

    Det svenske politi forventer dog fortsat, at der vil være ekstra kø i forbindelse med det nye krav, og derfor vil der være øget bemanding.

    – Kontrollen af negative coronasvar kræver manuel håndtering og tager sin tid. Desværre kan rejsende forvente kø både ved Øresundsbroen i myldretidstrafikken og ved Hyllie, hvor vi tjekker togpassagerer, der kommer ind fra Danmark, siger lederen af grænsepolitiet.

    Testen kan både være en PCR- eller lyntest, fremgår det af Udenrigsministeriets hjemmeside.

    /ritzau/