Frivillige forsøger at redde julen i tornadoramte Kentucky

    Med hjælp fra frivillige fra hele USA vil familier i det vestlige Kentucky forhåbentligt være i stand til at mærke julen lørdag – to uger efter at en række dødelige tornadoer ramte området.

    Amerikanerne fejrer jul den 25. december.

    – Vi prøver bare at sørge for, at det bliver jul, siger Jimmy Finch, en frivillig fra nabostaten Tennessee.

    Han rejste til byen Mayfield i Kentucky, dagen efter at tornadoerne ramte.

    – Jeg har ikke tal på, hvor mange mennesker vi har givet mad. Vi opfordrer bare alle til at blive ved med at komme tilbage, siger han.

    I et stort, gult telt på en parkeringsplads serverer frivillige fra Scientology varm mad og drikke på en kold og blæsende juleaften.

    – Det er en meget svær tid for alle, siger Chad Adams, der er medlem af organisationen Scientology Volunteer Minister.

    – Vi forsøger at sørge for, at alle får noget at spise, siger han.

    Chad Adams anslår, at de har serveret over 30.000 måltider, siden katastrofen indtraf.

    Andre steder i Mayfield deler organisationer legetøj ud til familier, som har mistet alt, i håb om at bringe lidt glæde midt i tragedien.

    Mindst 79 mennesker mistede livet i tornadoerne, der hærgede flere delstater den 10. og 11. december.

    /ritzau/AFP