Eksbetjent fra Minnesota er skyldig i uagtsomt manddrab

    En tidligere politibetjent i den amerikanske delstat Minnesota er torsdag blevet kendt skyldig i uagtsomt manddrab efter at have skudt en 20-årig sort mand i april.

    Det står klart, efter at dommen er faldet torsdag aften dansk tid.

    Eksbetjenten Kimberly Potter har forklaret, at hun forvekslede sin strømpistol med sin pistol, da hun skød den 20-årige Daunte Wright 11. april.

    Episoden udspillede sig, mens en retssag om George Floyds død var i gang netop i Minnesota. Den sorte amerikaner George Floyd døde efter en anholdelse udført af betjenten Derek Chauvin. Chauvin blev siden dømt for drab.

    I begge sager var politibetjenten hvid og offeret sort.

    /ritzau/Reuters