Fodgænger dør efter påkørsel ved overhaling nær Viborg

    En trafikulykke på Viborg Landevej tæt på landsbyen Kistrup nord for Viborg kostede onsdag en 80-årig mand livet.

    Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

    Manden var muligvis ved at krydse vejen til fods, da han blev ramt af en bil.

    – Han bliver påkørt af en bil, der laver en overhaling. Vidner har fortalt, at han lige pludselig stod midt på vejen, siger politiets vagtchef Jens Claumarch.

    En læge erklærede personen død på stedet, da politi og redning kom frem.

    De pårørende til den 80-årige er underrettet.

    /ritzau/