Moderniseringsstyrelsen, der hører under Finansministeriet, begik ulovligheder i forbindelse med et offentligt udbud af en it-opgave til en samlet værdi på mellem 240 og 320 millioner kroner.
Det fastslår Klagenævnet for Udbud i en ny kendelse, skriver Jyllands-Posten.
Moderniseringsstyrelsen sendte i juni 2015 en toårig rammeaftale vedrørende “servere, tilhørende storageløsninger, tilbehør og tilknyttede tjenesteydelser” på vegne af hele staten i udbud.
Den har betydning for cirka 180.000 ansatte i staten.
Af de otte virksomheder, som bød sig til, blev seks prækvalificeret til at komme med et bud på opgaven. Moderniseringsstyrelsen valgte Dell, Hewlett-Packard og Lenovo Danmark som vindere.
Firmaet Motus havde også sendt et tilbud. Men Moderniseringsstyrelsen tog slet ikke tilbuddet i betragtning, da vinderen skulle findes.
Motus klagede til Klagenævnet for Udbud over urent trav. Klagenævnet har givet firmaet ret og annulleret beslutningen fra januar om at tildele Dell, Hewlett-Packard og Lenovo Danmark opgaven.
– Moderniseringsstyrelsen har handlet i strid med principperne om ligebehandling og gennemsigtighed (…) ved at fastsætte og håndhæve ulovlige udbudsbetingelser og ved ikke i udbudsbekendtgørelsen at have givet tilstrækkelige oplysninger om de produkter, der skulle leveres, lyder klagenævnets begrundelse ifølge Jyllands-Posten.
Hvilke konsekvenser sagen får, herunder om serveropgaven skal sendes i et nyt udbud, vil Moderniseringsstyrelsen ikke udtale sig om. I en e-mail til Jyllands-Posten skriver styrelsen, at man tager kendelsen til efterretning.
/ritzau/