Et skib med 156 personer om bord stødte lørdag aften på grund og sank i Oslofjorden.
Alle blev reddet i sikkerhed og kom fra skibet i god behold, og ingen er meldt savnet efter uheldet, oplyser politiet ifølge NTB.
Der er tale om det 124 år gamle fartøj Johanna, der var på et såkaldt bluescruise i fjorden, da det ramte klipperne ved Nesoddtangen og begyndte at tage vand ind.
– Vi har ikke overblik over hændelsesforløbet, ud over at det er ganske klart, at den har ramt bunden, men vi kender ikke årsagen til det, siger vagtchef Pål-André Thorsby fra politidistriktet Øst til NTB.
Da skibet gik på grund, var bandet Heigh Chief lige begyndt at spille for gæsterne ifølge vg.no.
Ifølge sanger Bjørn Blix havde bandet lagt mærke til, at noget ikke var, som det skulle være.
– Vi spillede på scenen i stævnen, da vi mærkede, at noget skete bag os. Skibet var på vej mod klippevæggen. Det gav et højt brag, glas knustes, og nogen faldt, siger Blix til vg.no.
Redningsarbejdet er natten til søndag afsluttet. Der var 149 passagerer og syv besætningsmedlemmer om bord.
Kaptajnen er rutinemæssigt blevet undersøgt for alkohol. Der var ikke noget udslag på måleren.
/ritzau/