En 33-årig mand, der er en af de mistænkte bag drabet på den saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi, er anholdt i en lufthavn i Paris.
Det siger unavngivne kilder til den franske radiostation RTL.
En kilde i politiet oplyser til nyhedsbureauet Reuters, at franske anklagere arbejder på at udlevere den mistænkte til Tyrkiet, hvor drabet på Khashoggi fandt sted i 2018.
Den 33-årige mand, der skal være anholdt i Charles de Gaulle-lufthavnen tirsdag, er en af i alt 26 saudiarabere, som Tyrkiet har efterlyst i sagen.
Den mistænkte er tidligere medlem af en elitestyrke i Saudi-Arabien.
Jamal Khashoggi blev slået ihjel på Saudi-Arabiens konsulat i den tyrkiske storby Istanbul i oktober 2018.
Han havde skrevet en lang række kritiske artikler om den måde, som kronprinsen og kong Salman forvaltede deres magt i Saudi-Arabien. Han skrev blandt andet for Washington Post.
Khashoggi var saudiarabisk statsborger bosat i USA.
Saudi-Arabien har konkluderet, at Khashoggi blev dræbt i en “ulovlig operation” udført af agenter, der var sendt til konsulatet for at overbevise ham om at rejse tilbage til sit hjemland.
Men tyrkiske efterforskere mener, at agenterne handlede på ordre fra højeste sted.
Samme konklusion kom tidligere i år i en amerikansk efterretningsrapport. Den fastslog, at Saudi-Arabiens kronprins, Mohammad bin Salman, godkendte – og måske beordrede – drabet.
Rapporten fik USA til at indføre visumrestriktioner for 76 saudiarabere, der er mistænkt for at have været involveret i drabet.
Men USA’s sanktioner omfatter ikke kronprinsen selv.
/ritzau/Reuters











