Tre medlemmer af bandegrupperingen Loyal To Familia (LTF) er hver især blevet idømt 14 års fængsel for drabsforsøg på en mand fra en rivaliserende bande.
Det har Retten i Glostrup besluttet mandag, skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
Bevæbnet med blandt andet en maskinpistol sad tre unge mænd – alle med tilknytning til banden LTF – i en stationcar af mærket Audi og ventede i seks timer på at slå banderivalen ihjel i maj 2020.
Imens de tre mænd på 25, 26 og 28 år sad i bilen over for Café Victoria i Hvidovre og ventede på, at manden, der skulle dræbes, ville dukke op ved sin lejlighed, som ligger et par etager over caféen, sad en fjerde 25-årig mand i en grå Suzuki Liana, der ifølge anklagemyndigheden skulle bruges som flugtbil.
Retten i Glostrup har dog besluttet, at frifinde den 25-årige mand, der også var tiltalt for drabsforsøg i forening med de tre andre mænd.
/ritzau/











