Ny rapport: USA er verdens største plastik-forurener

    USA er klart verdens største bidragyder til plastikaffald, viser en ny rapport, som er udarbejdet for den amerikanske kongres.

    USA producerede i 2016 42 millioner ton plastikaffald – mere end dobbelt så meget som Kina og mere end EU-landene tilsammen, viser rapporten fra Kongressens ekspertkomité.

    Mens der i 1966 blev produceret 20 millioner ton plast i verden, så var denne mængde i 2015 steget til 381 millioner ton.

    En amerikaner producerer gennemsnitligt 130 kilo plastikaffald om året. Til sammenligning producerer en brite gennemsnitligt 99 kilo plastaffald, mens en sydkoreaner producerer 88 kilo.

    – Det 20. århundredes mirakelopfindelse af plast har også resulteret i plastikaffald, som tilsyneladende er, hvor vi så end vender blikket, siger Margaret Spring, som leder komitéen bag rapporten “Reckoning with the U.S. Role in Global Ocean Plastic Waste”.

    Meget af plastikaffaldet ender i have, søer, floder og vandløb, hvor det med tiden bliver brudt ned til mikropartikler, som truer tusindvis af fiske- og dyrearter.

    Tidligere har man mest fokuseret på skibe og andre kilder på havet som bidragyder til plastforureningen i havet. Men det er nu kendt, at det meste landbaserede plastaffald med tiden også ender i vandet.

    I rapporten bliver det anslået, at otte millioner ton plastaffald hvert eneste år havner i verdenshavene.

    Dersom udviklingen fortsætter, vil mængden af plastaffald, som årligt havner i havet, være øget til omkring 53 millioner ton i 2030.

    De mest effektive tiltag for at ændre udviklingen er at reducere brugen af engangsplast og benytte andre materialer. Desuden bør der sættes ind for at fjerne mikroplast fra spildevand.

    Derudover bør der skrides ind over for de lande, hvor der stadig kastes plastikaffald direkte i havet.

    – Dette er den mest omfattende og kritiske rapport om plastaffald, som nogensinde er offentliggjort. Advarselslampen blinker rødt, siger Judith Enck, præsident i organisationen Beyond Plastics.

    Verdensnaturfonden WWF’s generalsekretær i Norge uddyber over for det norske nyhedsbureau NTB:

    – Det er i dag utroligt billigt for producenter at fremstille ny plast af fossile råmaterialer. Men det, producenterne sparer, betaler vi som forbrugere og samfund dyrt for i form af udslip af drivhusgasser, reduceret sundhed og affald på afveje.

    /ritzau/AFP