Københavns Politi er lørdag aften “massivt til stede” omkring Åboulevard 39 på Frederiksberg. Årsagen er, at det har modtaget en anmeldelse om, at der er afgivet skud.
Det skriver politikredsen på Twitter.
Politiet oplyser ikke nærmere om, hvad der er sket, eller om nogen er kommet til skade i forbindelse med skudafgivelsen.
Ifølge politiet er Åboulevard spærret omkring Bülowsvej.
Ritzau forsøger at få en kommentar fra Københavns Politi.
Det er tredje dag i træk, at der er en skudepisode i københavnsområdet.
Torsdag blev en mand dræbt af skud på Nørrebro. Fredag blev en 17-årig dreng ligeledes dræbt af skud.
/ritzau/











