En julefrokost i Norges hovedstad, Oslo, kan potentielt have ført til et af de hidtil største kendte udbrud af Omikron-smitte.
Julefrokosten, der blev holdt fredag den 26. november, har ført til omkring 60 coronasmittede. Flere mistænkes at være smittet med Omikron.
– Mellem 15 og 20 af prøverne knyttet til julefrokosten viser mulig Omikron, siger Tine Ravlo, der er assisterende overlæge i Oslo.
Omikron er en ny coronavariant, der menes at være særligt smitsom.
Der har dog også været meldinger fra Sydafrika – et af de første lande, der opdagede varianten – om, at Omikron giver relativt milde symptomer.
Det billede kan Tine Ravlo genkende fra de smittede i Oslo.
– Dem, som vi har overblik over i Oslo, har symptomer som hovedpine eller ondt i halsen. Nogle har også hoste. Men de har, hvad vi kalder milde symptomer, lyder det fra den assisterende overlæge.
Omkring 120 personer var samlet på Louise Restaurant & Bar i Oslo, da solenergiselskabet Scatec holdt julefrokost.
Selskabet har sit største udenlandske kontor i Sydafrika, og flere af deltagerne ved julefrokosten havde været i Cape Town umiddelbart inden.
Omikron er blevet opdaget i en lang række lande – herunder Danmark – de seneste uger. Udbruddet i Oslo kan dog muligvis være det største enkeltstående, der hidtil er blevet registreret.
/ritzau/











